Gå i byen i Venedig

Eksklusiv shopping og Hemingways favorit-bar

Fra den storslåede Markusplads i San Marco-kvarteret skal du gå vestpå til Akademi-broen over Canal Grande. Her ligger gaden Calle Larga 22 Marzo, der hører til de dyre adresser med Armani, Gucci og andre fornemme mærkevare-forretninger. Men vær opmærksom på de mange oplevelser i sidegaderne. Gå ned ad Calle Vallaresso og du kommer til forfatteren Hemingways favorit-bar, Harry's Bar. Baren er blevet en legende besøgt af talrige forfattere, skuespillere og Hollywood-filminstruktører, der skal smage barens berømte opfindelse: Bellini-cocktail.

Teatro la Fenice med opera, teater og ballet

Teatro la Fenice

Gå ad gaden Frezzeria i San Marco-kvarteret, hvor det vrimler med små forretninger og hyggelige caféer, vinbarer og restauranter, og fortsat ad gaden Veste. Så kommer du til det legendariske teater, Teatro la Fenice, der passende er opkaldt efter fabelfuglen Føniks. To gange har Teatro la Fenice rejst sig som en fugl Føniks af asken efter ødelæggende ildebrande i 1836 og 1996. Nu er Teatro la Fenice genrejst med fordums pragt i 2003 og med et flot udbud af opera, teater, ballet og koncerter.

Abonnér på feed Abonnér på feed Bookmark and Share